Diakon Robert Vester-Bendtsen og Biskop Dirk.
Gammel-katolsk, hvad indebærer det? Mange mennesker tror, at det ved den gammel-katolske kirke drejer sig om en ekstrem konservativ form af en katolsk kirke. Netop det passer ikke. Rigtigt er derimod:
- vi deler nadveren med alle kristne, selv om vi er katolske;
- menighedsmedlemmerne har vid-trækkende rettigheder helt hen til valget af deres præst og biskop;
- kvinder har adgang til alle embeder.
At være søskende er alt for os. Det betyder forkyndelsen af Jesu‘ glade budskab og efterlevelsen i hans ånd. Holdninger som at befale, regere, ekskommunicere, at true med kirkelige eller straffe fra Gud er fremmede for os, for i en kirke, hvor alle er søskende, er der ikke plads til angst. Vi føler os forpligtiget over for den gamle kirke - det hentyder ordet »gammel« i vort navn til. Derfor har vi heller ikke kreeret en ny eller egen trosbekendelse. Grundlaget er derimod hele kirkens tro, som den kommer til udtryk i trosbeken-delserne af den gamle kirke og indtil i dag i de to trosbekendelser, som alle kristne kirker er fælles om, samt i tilslutning til de af alle anerkendte koncilier af det første årtusind, da kirken ikke var delt endnu. Dertil hører også JA‘et til konciliernes trossætninger (dogmer), selv om det i vor kirke er utænkeligt, at strides om Jesu‘ jomfrufødsel nu skal forstås teologisk eller biologisk. Thi selvfølgeligt for os er, at troen og trosudsagnet (dogmen), som jo er tidsbetingede, skal oversættes til et nutidigt sprog og gøres forståeligt for nutiden.
Friheden og ansvarets ånd er afgørende i vor kirke. Deraf følger disse praktiske konsekvenser: Det er utænkeligt for os at udelukke et menneske, som har lidt skibbrud i sit ægteskab, fra fællesskabet. Han (hun) har nu som før alle rettigheder og pligter som enhver anden. Men han (hun) modtager også forladelsen hen til muligheden for en fornyet kirkelig vielse og dermed erfaringen, at kirkelovene ikke står i vejen for Guds velsignelse med en ny partner. Det er utænkeligt for os, at menneskene kan tvinges til offentligt eller hemmeligt at bekende deres brøde til en præst, fordi det skulle være den eneste vej til syndsforladelsen eller nægtelsen af denne; vi tager vor egen samvittighedsafgørelse alvorligt og celebrerer forladelsen i fællesskab ved gudstjenestens begyndelse.
Det er utænkeligt for os, at mennesker kan udelukkes af fællesskabet på grund af en anden livsstil, eller at deres væremåde bliver sat under straf eller straffetrussel. Jesu‘ budskab tillader ikke, at f. eks. homoseksuelle ikke kan blive ligeberettigede lemmer af menigheden. Det tillader ikke, at mennesker, som - af hvad grund det end kunne være - beslutter sig til aborten af et ufødt barn, kan udelukkes af fællesskabet (selvfølgeligt sætter vi alle vore kræfter ind for børnenes - de være fødte eller ufødte - ret til livet). For os er det utænkeligt, at svangerskabsforebyggelse forbydes eller reglementeres: også i dette tilfælde tager vi den enkeltes samvittigheds-afgørelse alvorligt. Vi tillader ikkke, at mennesker på grund af deres hudfarve eller køn diskrimineres eller udelukkes fra embeder som f.eks. kvinder fra tjenesten i kirken. Siden maj 1994 bliver kvinder i vor kirke tilladt til embedet som præst eller biskop. For os er det utænkeligt, at mennesker bliver udelukket fra nadveren, fordi de ikke tilhører vor kirke. Jesus selv inviterer til det, hverken en kirke eller en konfession.
Vi prøver heller ikke, at få ægtefæller eller familiemedlemmer, som ikke tilhører vor kirke, at bitræde den; her en den enkeltes frie afgørelse bestemmende, selv om der skulle være fare for, at vor kirke talmæssigt bliver lille. Utænkeligt er at gøre cølibatet til forudsætning for et embede i kirken. Derfor er de fleste præster gifte. Vi kan ikke tænke os, at vor kirke regeres oppefra. Hvad der rager alle, rådføres og afgøres af alle i fællesskab. Dertil hører medansvaret for menigheden, præstevalget og hele kirkelivet ved delegeretvalget til synoden, hvor retningslinierne for vort kirkeliv og -gøren fastlægges og som også vælger biskoppen. Vor grundlæggelse går tilbage til året 1870, da der på det I. vatikanske koncil i Rom blev besluttet to nye læresætninger:
1. Paven er ufejlbar, når han officielt forkynder nye tros- og moral-læresætninger;
2. paven har umiddelbar kommando-magt over alle kristne.
Mange syntes dengang, disse nye læresætninger var uforenelige med Bibelens vidnesbyrd og med den gamle kirkes tro; blandt disse mange var over 50 bisper. Hvem der udtrykte sin tvivl offentligt, blev af den romersk-katolske kirke ekskommuniceret. Talrige katolske bisper rejste før afstemningen fra koncilet, fordi de ikke kunne sige ja til disse to trossætninger. De underkastede sig senerehen paven, fordi ekskommunikationen truede dem. For mange katolske kristne var disse nye dogmer ikke i overensstemmelse med deres sam-vittighed og deres kendskab til kirkehistorien. De åndelige ledere var blandt andet professoren i kirkehistorie Ignaz von Døllinger fra München, teologiprofessorerne Josef Hubert Reinkens i Breslau og Eduard Herzog i Luzern.
Alle som modsatte sig de nye trossætninger, blev ekskommuni-ceret. Man syntes, det var uret, velvidende, at disse nye dogmer var ukendte i den gamle kirke. I deres nød grundlagde de ekskluderede egne katolske menigheder. Derved opstod den gammel-katolske kirke, som med sit navn peger hen på den gamle oprindelige kirke af de første århundreder. Allerede i starten foretog gammel-katolikkerne vidtrækkende reformer og prøvede altid at besinde sig på den gamle kirkes traditioner. Dertil hørte i særdeleshed den synodale struktur, hvori alle menighedsmedlemmerne har medtaleret. Desuden indførtes omgangssproget i gudstjenesten. Dertil kommer, at den gammel-katolske kirke fra starten af har engageret sig i økumenen. Allerede 1873 og 1874 fandt unionskonferencer sted, hvori anglikanske, evangelske og ortodokse delegerede deltog; den gammel-katolske kirke hører også til grundlæggerne af kirkernes økumeniske råd; siden 1931 står de i fuld kirkefællesskab med anglikanerne. Med den evangelske kirke kom man 1985 til en overenskomst om gensidig indbydelse til deltagelsen i nadveren.
robert@gammalkatolik.se